3. dec. 2022

3. december

JET’terne

Mange tror, at JET’terne er nogle særlige væsner, som man troede på i gamle dage. Men det er det ikke, i hvert fald ikke i nissernes verden.

JET’terne er agenterne i JET, Julenissernes Efterretnings Tjeneste. Det er en hemmelig tjeneste, som hjælper Julemanden og nisser med at finde ud af ting, som de ikke helt forstår. Deres bedste hemmelige agent er 009. Her i december plejer de at have deres hemmelige hovedkvarter ude i legehuset. Det er ret nemt at finde. De har et flot skilt med deres mærke lige hen over døren. Det er en gren, som ligner Rudolfs rensdyrgevir. Jeg vil gerne tag et billede af det flotte logo, men det må jeg ikke for JET’terne. De siger, at det er alt for hemmeligt til at tage et billede af. Og hvis det skal være hemmeligt, så må det ikke fotograferes.

Nå, JET’terne skal hjælpe mig med at finde Juliane. Sidste år holdt vi jul hos Nisse Kvast, og det blev en hyggelig jul. Nisse Kvast fik heldigvis ikke nogen juleøller af de der blånæser. Jo, måske en enkelt. Han blev også lidt rundtosset, fordi han snakkede og snakkede hele aftenen med Juliane. Jeg håber ikke, at hun fik for meget af ham. Men sød er hun godt nok. Og sød at snakke med.

JET’terne ved ikke, hvor hun er lige nu. Hun er ikke henne ved misserne, og Nisse Kvast ved heller ikke hvor hun er. Hun er nok på tur igen.

Måske kan jeg overtale Agent 009 til at hjælpe med at finde hende.

Her er deres hovedkvarter. Logoet ses lige under lyskæden.

Hovedkvarteret er nemme at se, når der er sne. (Arkivfoto)